Utopiens Arkitektur: Mellem klassicisme og lavabeton

”Museets fortsatte succes som institution har i høj grad beroet på dets evne til at nære nye drømme, samtidig med at det forbliver tydeligt forankret i tidløse værdier.”

— Andrew McClellan, From Boullée to Bilbao (2002).

Museer har til alle tider været steder for kontemplation, viden og ærefrygt — rum, hvor mennesket møder fortiden for at forstå sig selv i nutiden. Andrew McClellan indleder sin tekst From Boullée to Bilbao med at sammenligne museer med kirker, gravpladser og shoppingcentre – steder, der historisk har samlet mennesker og påvirket deres oplevelse af skala, identitet og tilhørsforhold. Tanken om at træde ind i et museum og opleve samme fornemmelse af ophøjelse som i et kirkerum er genkendelig. Museet fremstår som et sekulært tempel, et sted for åndelig og kulturel fordybelse.

Kirker er traditionelt store, monumentale og overvældende – arkitektonisk skabt til at inspirere til ærbødighed og refleksion. På lignende vis er mange museer designet som steder, hvor mennesket konfronteres med sin egen nysgerrighed og erkendelse. Som McClellan bemærker, udtrykker museer, biblioteker og akademier ikke blot fysisk rum til samlinger, men også idéen om universel viden: “...disse idealmuseer og templer legemliggjorde en jordisk refleksion af den abstrakte harmoni mellem himmel og jord.”

I 1700-tallets Frankrig formulerede arkitekten Étienne-Louis Boullée (1728–1799) og hans samtidige idéen om karakter som et centralt princip for arkitekturens udtryk. Bygninger skulle være ekspressive i forhold til deres funktion — deres betydning skulle kunne aflæses ved blot et blik. Dette filosofiske udgangspunkt, inspireret af John Locke og Étienne Bonnot de Condillac, lever videre i nutidens museumsarkitektur, hvor form og funktion smelter sammen til oplevelse.

Et eksempel på dette findes nord for København, hvor Ordrupgaard fremstår som et levende bevis på museets evne til at forandre sig gennem arkitekturens sprog. Museet, der i dag rummer en af Danmarks væsentligste samlinger af fransk impressionisme, blev grundlagt af Wilhelm og Henny Hansen i årene 1916–1918. Den oprindelige hovedbygning, tegnet af arkitekten Christen Gotfred Tvede (1863–1947), er en trefløjet herregård i nyklassicistisk stil – inspireret af både antikkens harmoni og den engelske Arts & Crafts-bevægelse.

Museets hjemmeside fremhæver arkitekturen som en attraktion i sig selv med ordene: “Arkitekturen i sig selv er rejsen værd.” Denne formulering understøtter McClellans pointe om, at museets karakter ikke alene findes i dets indhold, men i selve rummet.

I 2003 udskrev Ordrupgaard og det danske Kulturministerium en arkitektkonkurrence om en ny tilbygning. Vinderprojektet blev realiseret af den britisk-iranske arkitekt Zaha Hadid (1950–2016), og bygningen stod færdig i 2005. Hendes organiske og futuristiske design – udført i glas og lavabeton – står i stærk kontrast til Tvedes klassicistiske harmoni. Hadids tilbygning repræsenterer det utopiske element, McClellan beskriver som kernen i museets arkitektoniske vision.

I 2007 modtog museet en usædvanlig donation: arkitekten Finn Juhls private hjem, beliggende i tilknytning til museumsparken. Huset, designet af Juhl selv i 1942, forener arkitektur og natur gennem en åben planløsning og store glaspartier. I dag er det en integreret del af Ordrupgaard – et museum i museet – og vidner om, hvordan dansk designtradition og arkitektur smelter sammen.

Den seneste tilføjelse kom i 2021, da den norske arkitektvirksomhed Snøhetta vandt en ny arkitektkonkurrence. Deres design er i stor grad underjordisk og udhugget direkte i landskabet. Bygningen skaber en organisk forbindelse mellem Hadids tilbygning, Tvedes hovedbygning og den omkringliggende park. De fem underjordiske udstillingsrum udvider museets oplevelsesrum og forankrer det i det omgivende terræn.

Ordrupgaard fungerer i dag som et arkitektonisk palimpsest – et lagdelt vidnesbyrd om forskellige tiders idealer og udtryk. Hver bygning bidrager med sin egen karakter: Tvedes nyklassicisme, Hadids futurisme og Snøhettas organiske landskabsarkitektur. Samlet skaber de et museum, der ikke blot opbevarer kunst, men selv er et kunstværk – et sted, hvor idéen om det utopiske stadig er levende.

McClellans udsagn fremstår derfor fortsat gyldigt: uanset om et museum blev tegnet af Boullée i det 18. århundrede eller af Snøhetta i det 21., bærer det på en drøm – en arkitektonisk utopi, hvor mennesket søger indsigt, skønhed og mening.

Museet er ikke længere blot et sted for opbevaring af kunst, men et levende arkitektonisk væsen, der både spejler og former vores kulturelle bevidsthed. Ordrupgaard demonstrerer, hvordan arkitektur kan fungere som både historisk forankring og visionært springbræt. I mødet mellem det klassiske og det futuristiske forbliver museet, med McClellans ord, et sted hvor nye drømme næres – uden at miste forbindelsen til tidløse værdier.

Photo: Ordrupgaard,  Zaha Hadid, https://ordrupgaard.dk/en/udstillinger/the-architecture/