Demokratisk Design – eller Social Kontrol?

“Innovation opnås, når man skubber grænserne for konventionelle forventninger. Dette udmønter sig i at definere nye måder at skabe menneskelig interaktion på, tilføje ny funktionalitet og brugsmønstre, der muliggør nye arkitektoniske typologier, der genererer samfundsmæssige forandringer.” Kjetil Trædal Thorsen, direktør Snøhetta.

I “Utopiens Arkitektur: Mellem klassicisme og lavabeton” skriver jeg kort om karakterkonceptet i arkitektur og om hvordan bygninger skal reflektere deres brugsområde og betydelse. I teksten berører jeg ligeledes, hvordan nogle museer kan ses som en utopisk plads og hvordan disse til hvis del blevet ved med at være det selvsamme over tid. I nærværende skriv vil jeg føre diskussionen dybere og inkludere processen af bygningernes skabelsesproces, helt fra dengang offentlige kulturinstitutioner begyndte at tage form, og sammenlignes med samtidens noget mere demokratiske designproces af det Kathryn Brush kalder “purpose-built architecture for art history”. Jeg kalder det her for: specialbygget arkitektur for kultur. Definition(er) af kulturinstitution Kunstmuseum, bibliotek, kirke, opera og universitet.

Hvordan defineres en kulturinstutition? Findes der en “rigtig” definition? I introduktionen til “Art History and its institutions” diskuterer Elizabeth Mansfield en nuværende tendens indenfor vores profession; den at redefinere den kunsthistoriske disciplin og hvordan det har ført til undersøgelser af de kunsthistoriske institutionernes oprindelse. Mansfield skriver om hvordan konceptet institution, i forhold til de institutioner som indgår i “Art history and its institutions” er flydende.

Førnævnte forfatter nævner to definitioner eller teorier. Den første og meget generelle er, at en institution i sin mest almene forstand er simplethen det der indstifter eller frembringer. Ved en tættere eksamination har en del teoretikere for nylig karakteriseret institutioner som loci af social magt eller mere specifikt; politisk magt.

Marxister som har bygget videre på denne ide mener, at institutioner, som sådan udgør væsentlige midler til social kontrol. Den anden teori er noget mere kompleks. Teorien der bredt klassificeres som poststrukturalistisk bygger på at institutioner ikke kun er kilder til magt, men at de er foldet ind i diskursen.

Diskurser er systemer af sociale netværker, som ifølge teksten inkluderer fysiske manifestationer af en kultur så som biblioteker og fængsler. Kunstmuseer, operahuse og skoler burde også inkluderes til disse. Denne teori peger på at magt frembringes, organiseres, udtrykkes og materialiseres ved diskurs. Er det muligvis sådan at der fandtes en definition af institutioner den gang, da de første offentlige kulturinstitutioner blev grundlagt og en som ser lidt anderledes ud i dag? Kan det være at definitioner laves om over tid, afhængig af diskursen i samtiden og i en specifik kulturs Zeitgeist?

I begge teorier er magt et centralt begreb og netop det begreb vil jeg analysere nærmere i forhold til arkitekturen. Føremålsbyggede institutioner Vi mennesker har i flere tusind år bygget arkitektur, som er special anpasset til særlige formål. Templer for at komme tættere på guderne, paladser for at vise rigedom og magt, og i slut 1700-tallet, under oplysningstiden; offentlige museer steder at, bland andet, tilegne os ny viden og opleve kunst der ikke var let tilgængelig for den almindelige mand.

Andrew McClellan diskuterer, hvordan menneskets ønske om videninstitutioner som en kilde til bedre betingelser på jorden, har påvirket museernes og akademiernes fremvækst og arkitektur. Forfatteren diskuterer hvordan de første idéer om arkitektur, som skulle samle viden på en fysisk plads, en ideal plads for universiell viden, foregik på papir og i utopiske tekster og i malerier. Og videre hvordan oplysningstiden førte vej til et skift fra magt og regerande i utopierna til; magt og regering tænkt som utopiens agent og eksekveren af social magt. I 1778 afholdt den Kongelige Akademiet for Arkitektur en konkurrence at designe et ideelt museum, Louvren.

Vinderne af konkurrencen var Gisors, Delannoy og Durand og deres design hentede inspiration af tidligere fantasidesign fra akademier i Paris og Rom, men i midten af 1700-tallet var standarddesignet for et offentligt kunstmuseum en centralt planlagt bygning med et dominerende kuppelrum i midten af ​​fire fløje. Tidens ledende arkitekter, som Boullée, lænede sig op ad Burkes ide om det sublime; specifikke former, rumlige forhold og effekten af lys og skygge for at udløse forudsigelige reaktioner hos beskueren.

Forventede reaktioner hos beskueren eller besøgeren af disse ophøjede bygninger var en form af frygt blandet med en følelse af en følelse af undren over universets storhed og menneskets evne til at gennemskue det. Et museumsbesøg blev af Goethe beskrevet som “en evig kilde af ren kundskab til ungdommen; en styrker af sensibilitet og gode principper for manden, og sund for alle.”

Social design. Hvis det ovenstående design af datidens ideelle kulturinstitution er eksempel på hvad Focault formentlig ville vælge at kalde en form af social kontrol, så er der de sidste 20-30 år sket et skift. Nutidige arkitekter benytter sig af adfærdspsykolgi og forskning for at skabe en arkitektur med mennesket i centrum og ikke udelukkende instutitionen. Det at sende viden ud, eller påvirke besøgende til at blive blæst bag over af en imponerende nærmest udenjordisk oplevelse er ikke længere centralt i vestlig arkitektur. I København har tegnestuen 3XNielsen tegnet Ørestad Gymnasium med et hundrede procentig fokus på hvad der er gode rammer for indlæring. Med en relativ diskret facade er langt den største energi blevet brugt på institutionens inderside. En monumental trappe er “nerven” i bygningen. Den er tænkt som en naturlig mødesplads for menneskelig interaktion, men ligeledes tænkt at få elever og lærere til at føle sig trygge. Hvor de end befinder sig i bygningen, kan en besøgende overskue bygningen med det samme. Ifølge psykolog Thomas Koester er vi alle styrede af vores urinstinkter, en medfødt og indboende følelse af hvad der er rigtig og forkert, hvornår vi føler os tilpas og trygge og modsat, hvornår vi føler os utilpas.

Når kultur- og læreinstitutioner bliver designet og bygget i dag er det denne type af viden som tages i brug. Et operahus for eksempel, er for mange mennesker nærmest frygtindgydende de er historisk set monumentale, sublime og oftest bygget efter Locke og Condillacs karakterkoncept. En hurtig glimt af Operahuset i Oslo, Norge fremkalder ikke sådanne følelser. Det inviterer til at tages i brug; at gå en tur på, indtage en picnic på eller nyde udsigten af Oslofjord fra. Tegnestuen, Snøhetta som ligger bag det verdensberømte design, har sat et nyt standard for kulturinstitution arkitektur.

I et interview siger Snøhettas partner og administrerende direktør for Asien,

Robert Greenwood: “Jeg tror, ​​tilgængelighed er vigtig - ikke kun fysisk, men følelsen af, at et sted er designet til dig og ikke er kontrolleret. Et offentligt rum skal være gennemtrængeligt, porøst. Du skal kunne gå igennem det uden at have en grund til at gå der.”

Snøhettas design filosofi er nytænkende og grundlæggende anderledes sammenlignet 1700-talets ideelarkitektur. Den er funderet i tanken om demokratisk design - at designe bygninger som er åbne og inviterer mennesker til at bruge dem. Vi er blevet mere oplyste, måske ikke i samme omfang som i oplysningstiden selv, men gennem ny viden og ny informationsteknologi er magten skiftet til fordel for besøgende, eller konsumenter. Konsumenter af kunst, musik, litteratur - kultur.

Vi ønsker ikke have, at nogen beslutter, hvordan vi skal føle eller hvilken vej vi skal gå. Vi vil gerne selv være med til at beslutte over vores oplevelser. Nutidige arkitekter bruger sociologer, adfærdspsykologi og data til at design nye kulturinstutitioner. Det tales om demokratisk design - involvering af brugeren i designfasen og at det gennem arkitektur skabes nye menneskelige interaktioner og generer nye samfundsmessige forændringer.

Vent nu lige. Hvad hvis denne demokratiske form for design bare er endnu en ny form af social kontrol? I en ny, intellektuel forklædning? Er arkitekterne ved at blive en ny magtinstitution?

“I det omfang museer er sociale institutioner dedikeret til at skabe et bedre liv her på jorden (snarere end efterlivet i himlen) og har vist sig at være tilpasset til betingede historiske omstændigheder og skiftende visioner om, hvad der udgør en bedre fremtid, bør vi også tænke på dem som utopiske institutioner.”

I “From Boullée to Bilbao” skriver McClellan om museer som utopiske instutitioner dedikeret til at skabe et bedre liv på jorden. Om Snøhetta siger direktør Kjetil Trædal Thorsen: “...definere nye måder at skabe menneskelig interaktion på, tilføje ny funktionalitet og brugsmønstre, der muliggør nye arkitektoniske typologier, der genererer samfundsmæssige forandringer.”

Er Snøhetta og innovative tegnestuer ved at tage pladsen som nutidens utopiske instutitioner?

Photo: https://arquitecturaviva.com/